13 snart 16 …

243 elever fra kommunens 8.klasser har i foråret prøvet, hvad det vil sige at gå i gymnasiet

Klip fra UNGDOM Frederikssund Avis 4. maj 2009. Tekst: Martine Bentsen

 Hvad vil det sige at gå i gymnasiet eller på handelsskole? Er det kun for de kloge? Eller er ungdomsuddannelserne for alle? Det spørgsmål stiller mange folkeskoleelever sig selv, og i et forsøg på at få flere unge til tage en ungdomsuddannelse har regeringen lavet en lov, der siger, at alle 8. klasseelever over et par dage skal prøve, hvad det vil sige at være elev på en ungdomsuddannelse. På Frederikssund Gymnasium havde man fra uge otte til 12 besøg af 243 ottende klasse elever fra hele kommunen eller svarende til halvtreds procent af alle Frederikssund Kommunes ottende klasseelever, som over to til tre dage modtog undervisning på gymnasiet tilpasset deres niveau.

Og selvom der er stor forskel på at gå i folkeskole og på gymnasium, så kom elevernes modenhed alligevel bag på både undervisere og rektor Sussie Staun Pallesen. “Alle bange anelser om, hvordan sådan nogle 8.klasses elever mon kunne finde på at opføre sig blev grundigt gjort til skamme. Lærerne oplevede eleverne som meget interesserede og motiverede både i undervisningen og i at tilpasse sig de nye omgivelser. Nogle af de ting, lærerne havde tænkt blandt andet i fysik, at eleverne ikke kunne håndtere, det tog de i stiv arm,” siger Sussie Staun Pallesen. Hun synes, det er et rigtig godt tiltag at lade elverne se ungdomsuddannelserne an, inden man beslutter sig, og i løbet af de fem uger var der da også både tvivlere og de fast besluttede. “Der var flere elever, der ikke lige havde tænkt på gymnasiet som mulighed og elever, der tydeligvis havde en idé om, at de skulle på gymnasiet, men uanset hvad, så er det vigtigt at stifte bekendtskab med skolekulturen inden man begynder for at få det afmystificeret og nedbrudt nogle barrierer,” siger hun.

 Eleverne udfyldte også evalueringer efter deres besøg, og ifølge rektor er det tydeligt, at det også har været en stor oplevelse for 8.klasserne. “Flere skrev: vi ses næste år.”

 

Vidste du, at de fleste skeletter, der bruges i undervisningen, kommer fra Indien? Det vidste 8. klasserne i Frederikssund heller ikke, før de mødte ‘verdens sejeste biologilærer’ Thorkil Feilberg.