Naturvidenskab
i virkeligheden
- Formler og grafer kan bruges til noget
Elever i 2g har
lavet deres studieretningsopgave i samarbejde med lokale virksomheder i løbet
af efteråret 2010. Samarbejdet Naturvidenskab i virkeligheden (NIV) er et eksempel på, hvordan
Frederikssund Gymnasium åbner sig mod virkeligheden, så eleverne oplever, at
de naturvidenskabelige metoder anvendes ude på virksomhederne, og at det at være
ansat som ingeniør på f.eks. Haldor Topsøe eller Topsil ikke kun er at sidde
bag et skrivebord – arbejdet er meget mere bredt end man forestiller sig.
Eleverne har arbejdet med nogle spændende opgaver i virksomhederne.
Anette Moberg fra 2b var på Topsil, der som virksomhed var med for
første gang i 2010. Hun siger: Det var spændende
fordi vi godt vil se sammenhængen med virkeligheden – ikke bare en formel men
et bevis for det.
Emma Kisling fra 2b var på Haldor Topsøe: Tit ser man en kæmpe tavle fuld af tal og bogstaver, der er sat sammen
til forskellige formler og grafer. Man spekulerer så over, om man nogensinde
kommer til at bruge det. Vi vil gerne se det anvendt, og det oplevede vi på
Haldor Topsøe. Vi så røntgenmaskinen, som kunne give os et præcist svar på
hvilke stoffer, og hvor mange procent af hvert stof, der var i vores prøve.
NIV er nu efter 3
år en tilbagevendende begivenhed på Frederikssund Gymnasium, og gymnasiet er
glad for, at nye virksomheder har meldt sig på banen for at være med til næste
år. Rektor Sussie Staun Pallesen glæder sig over virksomhedernes imødekommenhed,
fordi det giver gymnasiet en spændende samarbejdsmulighed, hvor det faglige
udbytte er i højsædet.
Anette og Emma går i 2b på Frederikssund Gymnasium